også på behovet for at kunne indgå i aktiv dialog med verden. Kompetencerne, der kan håndte-
re disse behov, er: At kunne bruge redskaber interaktivt – og her forstås redskaber bredt som
sprog, symboler, tekst, viden, information og teknologi.
2. Interacting in Heterogeneous Groups bygger på behovet for at kunne håndtere diversitet i et
pluralistisk samfund og på vigtigheden af at besidde empati og social kapital, idet samfund ba-
serer sig mere og mere på interpersonelle relationer (Op.cit.p.12). De nødvendige kompetencer
er derfor: At kunne relatere til andre, at kunne samarbejde med andre og at kunne håndtere og
løse konflikter.
3. Acting Autonomously vil sige, at kunne realisere egne mål i en kompleks verden, hvor det der-
for er nødvendigt at tage ansvar og sætte grænser både individuelt og i forhold til det kollekti-
ve samfund, som individet er medlem af. Derfor er følgende kompetencer nødvendige: At kun-
ne agere i det store hele ved at forme og udføre planer og personlige projekter samt at forsvare
og udøve rettigheder, interesser, grænser og behov.
De tre typer af kernekompetencer skal ses som centrale for både skolerne og for voksnes videre indi-
viduelle udvikling – også kaldet livslang læring. Netop fordi vi vedbliver med at udvikle os og lære
gennem livet, kan kompetencerne ikke udvikles udelukkende gennem skolen – kompetencer udvikler
sig og forandrer sig i takt med samfundets teknologiske, sociale og økonomiske udvikling.
Som tidligere nævnt har Lars Qvortrup også fremhævet, at samfundsforandringerne medfører et be-
hov for ændrede kompetencekrav. Med udgangspunkt i beskrivelsen af samfundet som hyper-
komplekst foreslår Qvortrup tre typer af kompetencer: refleksionskompetence, relationskompetence og
meningskompetence (Qvortrup, 2002, p.12).
Refleksionskompetence (som ifølge Qvortrup også kaldes læringskompetence) er evnen til at
reflektere over processer. I et hyperkomplekst samfund, der er karakteriseret ved globalise-
ring og forandringshastighed, er det nødvendigt løbende at kunne fortolke og forandre sine
egne kriterier for iagttagelse, kommunikation og handling.
Relationskompetence (som også kan kaldes kommunikationskompetence) er evnen til at relate-
re sig til andre og etablere kommunikative relationer. At kunne relatere sig til andre bygger på
en viden om, hvad man selv står for, samt viden om, at verden også godt kan fortolkes anderle-
des. Det vil sige, at man kan arbejde på forskellige måder selvstændigt eller sammen med an-
dre; tage og dele ansvar.
